Synscenter Refsnæs træner sociale kompetencer med aktiviteter, hvor personalet først forklarer rammerne, selv deltager og til sidst håber at kunne trække sig.
Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 2, 2019
BonBon-lands vildeste forlystelse svinger fra side til side med 117 kilometer i timen og dykker med lynets hast mod jorden. Men drengen kan ikke se ’Svend Svingarm’, så pædagog Bettina Maj-Britt Pedersen forklarer, hvad den gør.
”Den stopper altså ikke, før vi er nede igen. Tør du prøve, hvis jeg går med?”
Svaret er ja. Ti minutter senere har drengen prøvet at være social sammen med andre, og pædagogens lykke er gjort, da to unge vover at prøve forlystelsen på egen hånd. For sådan øver de sociale kompetencer på Synscenter Refsnæs, skridt for skridt.
”Det handler om at få erfaringer med at kunne være sammen med andre, og at man f.eks. ikke må slå ud med armene i forlystelsen og ramme andre, eller at det er helt normalt at skrige højt og grine, når det kilder i maven. Imens det står på, føler de sig som en del af et fællesskab, fordi vi guider og giver dem trygheden til at turde.”
Fællesskab ved fjernsynet
Ifølge Bettina Maj-Britt Pedersen har flere unge på hendes afdeling sociale udfordringer, og selvom de viser sig forskelligt hos hver enkelt, bruger Synscenter Refsnæs altid samme tilgang til at udvikle deres sociale kompetencer, dog tilpasset den enkelte.
”Vi sætter voksenstyrede aktiviteter i gang, der matcher de unges interesser og færdigheder, og viser dem vejen ved at forklare rammerne. Undervejs deltager vi selv og støtter, og nogle gange ender det med, at vi til sidst kan trække os, fordi de nu kan selv.”
Pædagogisk kaldes det at tage afsæt i zonen for nærmeste udvikling, så der er altid faglighed bag aktiviteter, der kunne ligne sjov tidsfordriv. Som den dag da en film om Postmand Per med popcorn og sodavand lokkede en pige væk fra sin iPad på værelset.
”Først sad hun i sofaen med mig, men hun endte oppe foran fjernsynet ved siden af en dreng, og de skrålede med på sangene, klappede hinanden i hænderne og havde en fest. Nu har de spurgt om vi kan gentage det. Det er den slags stunder, vi dyrker, for en af vores fornemste opgave er at lære de unge sociale kompetencer, så de i en eller anden grad kan begå sig blandt andre.”
Begå sig uden for komfortzonen
Der er næsten sociale kompetencer i alle gøremål på Synscenter Refsnæs. I skolen når man lytter til en kollektiv besked, sidder ved siden af hinanden uden at forstyrre og holder frikvarter. Eller når man hjælper med at dække bord eller give skålen med kartofler videre til andre ved aftensmaden.
Men sociale kompetencer kræver også, at man kan begå sig uden for Synscenter Refsnæs’ beskyttende hverdag, og derfor tager personalet og de unge på ture til f.eks. Lalandia og i sommerhus eller øver mobility i lokalområdet.
”Man lærer kun at agere i den virkelige verden ved at komme ud i den. På en restaurant skal man kunne spise med kniv og gaffel uden at spilde, så andre glor, eller vide, at man ikke snakker højt, når der er andre gæster. Samtidig giver turene os mulighed for at se, hvad de unge kan i fremmede omgivelser. De ændrer sig måske lidt socialt og har det pludselig sjovt med andre end derhjemme,” siger Bettina Maj-Britt Pedersen.
Fristed og snak om venskaber
Venskaber er en typisk social udfordring for Synscenter Refsnæs’ unge. Mange har haft svært ved at finde kammerater, og nogle er ligefrem blevet mobbet, før de møder ligesindede i Kalundborg.
”Når vi holder Gammel Elev-fest eller hvert år møder børn og unge på Sommerskolen hører vi tit, at de betragter Refsnæs som et fristed, hvor de ikke føler sig anderledes. Så kan de bedre bygge venskaber op,” siger Bettina Maj-Britt Pedersen.
Men det lykkes ikke altid at holde kontakt med nye venner, og personalet på Synscenter Refsnæs taler derfor også en del med de unge om, hvad venskaber består af og kræver.
”Hvis den nye ven aldrig ringer, snakker vi om, at man selv skal ringe eller lave aftaler for at bevare venskabet. Men også at man ikke ringer syv gange på en dag, for så bliver den anden måske irriteret og trækker sig. Det er en hårfin balance, der kræver guidning i lang tid. Selvom det ikke altid lykkes at udvikle stabile venskaber, så får de unge i hvert fald erfaring med, at de kunne i en periode. Det er en vigtig byggested senere i livet.”
