En fritidsinteresse med at spille på fodboldkampe bragte ham for et år siden til et job på bettingsitet comeon.dk på en Middelhavsø. For arbejdsmarkedet i Danmark åbnede sig ikke for 30-årige Jesper Mathiesen

Af Annette Haugaard, redaktør, bragt i Øjensynligt nr. 1 2022

Det vakte fornylig så stor opsigt, at en blind dansker løb halvmaraton på Malta, at 30-årige Jesper Mathiesen kom på forsiden af landets største avis. Men i virkeligheden er det mindst lige så opsigtsvækkende, at han har været nødt til at flytte til Middelhavet for at finde arbejde.

For da Jesper Mathiesen i sommeren 2021 købte enkeltbillet til Malta, havde han forgæves søgt op mod 200 stillinger og blev til sidst så desperat, at han faldt for et jobopslag for bettingsitet comeon.dk.

”Jeg vil helst ikke automatisk give mit manglende syn forklaringen på, at det var svært at finde arbejde, for det gør mig til offer. Men jobbet kræver jo ingen lang uddannelse, så jeg tog det, fordi jeg altid har interesseret mig for spil og gerne vil opleve branchen indefra, men bestemt også fordi jeg ville i gang på arbejdsmarkedet.”

Tålmodig drøm om embedsmand
Aarhus Universitet var målet for Jesper Mathiesen, da studenterhuen fra stx i Sønderborg kom i hus. Han havde ingen præcis fremtidsplan, men anså statskundskab som så bredt et studie, at han undervejs ville finde ud af, hvad det kunne bruges til.

”Uddannelsen fangede mig måske ikke 100%, men den var fin nok og et godt kompromis, der kan bruges til meget. Jeg forestillede mig, at jeg kunne arbejde som embedsmand med mit manglende syn og komme til at skrive, som jeg godt kan lide.”

Så da Jesper Mathiesen i september 2018 afleverede speciale, begyndte han at søge job især i kommuner og offentlige styrelser.

”I starten var jeg ret tålmodig. Jeg havde beskeden erhvervserfaring og vidste, at konkurrencen var hård, så jeg var indstillet på, at det ville tage tid.”

Berøringsangst og lav selvtillid
I sit CV skrev Jesper Mathiesen, at han er praktisk blind, og oplevede, at potentielle arbejdsgivere tog godt imod det.

”Det nytter jo ikke at skjule mit synshandicap, så jeg forklarede nøgternt, hvilken betydning det kunne have i jobbet, og at jeg er kompenseret med IT-programmer. Det gav en naturlig tilgang til emnet i de samtaler, jeg kom til, men set i bakspejlet var jeg måske naiv. Når jeg fik afslag pga. manglende erhvervserfaring, var det måske også en undskyldning for at være berøringsangste over for medarbejdere med handicap.”

En anden forklaring kunne være manglede selvtillid.

”Mange statskundskabere er fremme i skoene og sådan lidt ’Her kommer jeg!’ Det er selvfølgelig en generalisering, men jeg havde afgjort mindre personlig gennemslagskraft og troede ikke så meget på mig selv.”

Virksomhedspraktikker uden held
Som ledig blev Jesper Mathiesen tilknyttet et projekt i jobcentret, der skulle hjælpe mennesker med handicap i arbejde. Han kom i virksomhedspraktik i Toldstyrelsen og siden i Aarhus Kommunes borgmesterafdeling for økonomi og politik. Her blev han efterfølgende ansat på Isbryderordningen og skrev bl.a. taler til borgmesteren, notater og indstillinger til det politiske niveau.

”Formålet var at få erhvervserfaring, men jeg havde ikke opgaver nok og var dengang ikke så god til at byde mig til på andre områder.”

Så da kontoret slog en ledig stilling op, fik Jesper Mathiesen ikke jobbet. Det gik i stedet til en anden nyuddannet statskundskaber og kort efter lukkede corona samfundet. Nu var han igen uden arbejde og ramte bunden til en jobsamtale i Skattestyrelsen i maj 2021.

”Den var en kæmpe underpræstation fra min side. Det lyste langt væk, at jeg havde fået mange afslag, og det fik mig til at indse, at det ikke længere nyttede at fortsætte jobsøgningen som hidtil.”

Spænding og penge i spil
Jesper Mathiesen har altid elsket sport. Som barn spillede han fodbold, og da hans medfødte synstab blev større, gik han i kiosken og satsede småpenge på, hvem der ville vinde store foldboldkampe.

”Det gav spænding, og jeg var god til det, så jeg kunne lave et lille overskud, fordi jeg alligevel fulgte grundigt med i sporten. Senere begyndte jeg at spille online, og det blev nærmest en investering.”

Jesper Mathiesen skrev i sin studietid også analyser, eksperttips og anbefalinger for en webside om odds og sportsbegivenheder, så da han på Jobnet så en stilling som kundeservicemedarbejder i en gaming-virksomhed på Malta, slog han til.

”Jeg havde ikke noget at tabe og kom også til samtale. Jobbet bestod i, at man inden for 30-60 sekunder skulle svare på spørgsmål fra kunder og have mange chats i gang samtidig, og det troede de ikke mit syn magtede. De lovede at gemme min ansøgning, men det havde jeg hørt tusind gange før og blev ret slukøret over ikke engang at komme i betragtning til et ufaglært arbejde.”

Betting og løb fylder ugen
Men få uger efter kontaktede bettingfirmaet Comeon.dk igen Jesper Mathiesen. De ville gøre ham til affiliate koordinator, som laver aftaler med danske partnere, der sender trafik til sitet.

”Jeg slog til og rejste til Malta, hvor jeg aldrig havde været før. Nu arbejder jeg 40 timer om ugen og har efterhånden fundet mig okay til rette i en lejlighed hos en dansk/maltesisk familien, hvorfra jeg også tit arbejder.”

Løb er derfor blevet Jesper Mathiesens måde at møde mennesker.

”Jeg har altid løbet og begyndte på løbebånd i et fitnesscenter, men det blev for kedeligt. I en Facebook-gruppe for expats fandt jeg et løbehold, og min træner organiserer maraton, så han fik mig overtalt til at deltage. Det har skabt meget opmærksomhed, fordi jeg er blind, men det er fint, hvis det kan inspirere andre.”