Mød DBSU’s nye formand 24-årige Sofie Monggaard, der er født blind, engang identificerede sig med Stevie Wonder, er uddannet socialrådgiver og ønsker at gøre en forskel for mennesker med handicap.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 2, 2020

Det var under dramatiske omstændigheder, at Sofie Monggaard Christensen 17. maj 2020 blev ny formand for DBSU. Hun havde på forhånd kritiseret bestyrelsens forslag til en ny strategi for det kommende år, og da medlemmerne på landsmødet stemte den ned, trak flere bestyrelsesmedlemmer og hendes modkandidat sig. Men Sofie Monggaard Christensen er vant til at tåle knubs og er aldrig blevet pakket ind i vat.

”Midt i stuen i mit barndomshjem stod en bærende søjle, som jeg ofte slog mig på, fordi jeg er født blind og intet kan se, så jeg glemte, at den var der. Mine bedsteforældre syntes, den skulle beklædes med stof, men min mor sagde altid: ’Verden rykker sig ikke for dig, så du skal lære at klare dig.’ Det var jeg ked af dengang, og jeg syntes, hun var ret skrap og lidt udstillede mit synshandicap, men som teenager opdagede jeg, hvilken styrke det er, at jeg har lært at klare mig selv,” siger hun.

Nu glæder Sofie Monggaard Christensen sig til at samarbejde med LFBS, samle medlemmerne i DBSU om det sociale og samtidig gøre ungdomsorganisationen på synsområdet mere politisk synlig.

Spiller i de seendes verden
Den 24-årige kvinde er langt fra nybegynder i organisatorisk arbejde. Hun har tidligere siddet i DBSU’s forretningsudvalg, er frivillig i Red Barnet Ungdom og har de seneste tre år været formand for SUMH, der er unges pendant til Danske Handicaporganisationer og repræsenterer 16 medlemsforeninger.

”Jeg har mange erfaringer med fra SUMH, hvor jeg især har arbejdet på at få politisk indflydelse og skabe et netværk blandt politikere og beslutningstagere i forhold til at skabe bedre vilkår i uddannelsessystemet for unge med handicap. Det er en af de mærkesager, jeg tager med til DBSU sammen med en lyst til at arbejde for inklusion af børn, for de betyder rigtig meget for mig.”

Selv har Sofie Monggaard Christensen altid været inkluderet og er vokset op blandt seende og har ’spillet på deres bane’, som hun kalder det. Hun lærte at tage flyverdragt på i børnehaven, binde sine snørebånd i folkeskolen og klare sig til spejder i fritiden. Andre med synshandicap mødte hun derfor kun på kurser på Refsnæs og til den ugentlige træning i goalball.

”Jeg er bevidst om, at jeg har en privilegeret baggrund, hvor jeg kan få hjælp, når noget er svært, og det gælder ikke alle børn. Men jeg har også prøvet at komme i klemme i en svær skilsmisse og brugte mine gymnasieår på at være optaget af, at andre ikke skulle tro, at jeg ikke kunne være med til alt, fordi jeg er blind. Jeg tog f.eks. til mange flere fester, end jeg egentlig havde lyst til, og først som voksen har jeg lært, at jeg selv bestemmer, hvad jeg vil.”

Synshandicap som drivkraft
Selvom Sofie Monggaard Christensen tror på, at hun kan klare det meste og resten kan der sikkert kompenseres for, fornægter hun ikke sit synshandicap.

”Det har gjort mig til et reflekteret menneske at være født blind, for jeg har været tvunget til at tænke mere over, hvordan jeg finder min identitet. Det er et faktum, at jeg ikke kan se og på nogle områder er anderledes, men mit manglende syn skal ikke fylde alt. Det er ikke synd for mig, og jeg brækker ikke flere knogler end andre, når jeg falder og slår mig. Men mennesker med handicap har også krav på at få en stemme i samfundet, og jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at fortælle samfundet, hvordan vores liv er og vise, hvad vi har brug for hjælp til.”

Når hun møder børn på gaden, der spørger deres forældre, hvorfor hun går med en hvid stok, vender hun sig derfor altid rundt og siger, at den er hendes øjne. Hun har engang gjort en skoleklasse mundlam, fordi hun til et foredrag faktisk svarede på det skøre spørgsmål, hvordan hun tørrer sig på toilettet, og politisk bruger hun sit synshandicap til at bane vej for personlige møder på Folkemødet eller Christiansborg.

”Jeg er ekstremt nysgerrig af natur og synes, det er spændende at lære nyt, møde mennesker og blive udfordret. Det vil altid være en drivkraft for mig.”

Vil gerne gøre en forskel
Efter gymnasiet flyttede Sofie Monggaard Christensen fra Sjælland til Bornholm for at uddanne sig til socialrådgiver.

”Valget faldt ikke på det fag, fordi det egner sig, når man er blind, men fordi jeg gerne vil gøre en forskel for mennesker, der har det svært. Jeg opdagede dog undervejs, at jeg ikke egner mig til at være på et kommunekontor. Jeg har mødt mange med handicap, der har slået sig i livet, og der er langt fra midler nok til at hjælpe dem, og det vil jeg ikke bidrage til.”

I stedet tjener DBSU-formanden nu sin løn som ansat i Dansk Blindesamfund, hvor hun efter sommerferien bliver vært på en ny podcast om hverdagsliv uden eller med nedsat syn.

”Jeg skal tale med mennesker og fortælle deres historier. Ikke bare de exceptionelle, hvor nogen gør noget vildt og imponerende, for vi kan ikke alle sammen være berømte. Det helt almindelige liv har også kvalitet.”

Sofie Monggaard Christensen har ikke selv deciderede rollemodeller, men hun lader sig gerne inspirere af andre.

”Som barn følte jeg samhørighed med Stevie Wonder, fordi jeg selv kunne lide at synge, og vi begge er blinde, men i dag er det lidt for abstrakt og fremmed at se op til nogen, jeg ikke kender som f.eks. Obama. Men jeg respekterer mennesker, der er reelle og bruger deres position til gavn for andre, også når jeg ikke er enig med dem. Jeg kan sagtens respektere nogen for deres faglighed, selvom jeg måske ikke bryder mig om dem personligt eller omvendt hygge mig med nogen, jeg er fagligt uenige med. Der skal være plads til forskellighed, og jeg er ikke selv bleg for at erkende, at jeg tager fejl eller bliver klogere. Det er sådan, man udvikler sig.”