Af: Claus Sørensen, LFBS’ formand
Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 3, 2016

LFBS må desværre konstatere, at forskellige undersøgelser dokumenterer,

  • at for få synshandicappede har karakterer i alle fag til afgangsprøverne, når de forlader folkeskolen,
  • at for få synshandicappede får en ungdomsuddannelse,
  • at for få synshandicappede får et arbejde.

Med andre ord:
Flere og flere unge synshandicappede ernærer sig af kontanthjælp, førtidspension eller lignende og bliver ikke inkluderet i samfundet.

Med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne forsyningspligten til borgere med synshandicap, hvor den kommunale efterspørgsel efter de mest specialiserede specialtilbud skulle sikre denne viden regionalt og nationalt. Efter vores opfattelse fungerer denne model ikke, da den ikke tager udgangspunkt i de synshandicappedes behov. Vi må som nation sikre os national viden og tilbud på det mest specialiserede specialtilbud på synsområdet og få denne viden udmøntet i praksis lokalt.

I lighed med sundhedsområdet, kræver en højt specialiseret viden og indsats et volumen, der gennem praktisk erfaring kan skabe en evidensbaseret viden hos ansatte lokalt og centralt. På sundhedsområdet har man valgt at samle denne viden i få centrale nationale enheder, som vel også er en del af løsningen for alle synshandicappede børn og unge i Synsregistret. Samspillet med det lokale samfund – herunder kommunerne – skal dog fungere bedre end på sundhedsområdet.

Forældrene er en ressource, der kan stå til rådighed med konkrete erfaringer og viden fra den inkluderende hverdag. Dette kan i samarbejde med ressourcepersoner fra det højt specialiserede miljø og de lokale synskonsulenter, og dermed øge sandsynligheden for at barnet inkluderes med succes i samfundet.

Det nuværende støtte- og hjælpesystem omkring de synshandicappede børn og unge mangler sammenhængskraft.

Den enkelte ressourceperson kan arbejde med stor faglig indsigt og flid, men en koordineret indsats der flytter barnet mod nye resultater i en inkluderet hverdag mangler. Sektor- og silotænkning påvirker aktørerne og medfører at samfundet ikke bruger ressourcerne effektivt. De enkelte aktører suboptimerer arbejdet uden overblik og fokus på proces og resultater – også på den lange bane. Der findes selvfølgelig succeshistorier, men disse skyldes ofte individuel handlekraft på trods og tværs af strukturer.

LFBS opfordrer Socialstyrelsen til, i højere grad, at inkludere forældremyndigheden i processen omkring den centrale udmelding for børn og unge med alvorlig synsnedsættelse, således at processen ikke udelukkende bliver gennemført i en lukket kreds af offentlige myndigheder. Dette kunne Socialstyrelsen generelt overveje, når der fokuseres på børn og unge synhandicappede.

LFBS efterspørger en national koordineret indsats, der også omfatter de regionale og lokale aktører, da den aktuelle situation på området er meget ukoordineret og aktørerne har svært ved at anvende viden i praksis til rette tid og sted i hverdagen. De fleste synshandicappede børn og unge er født med synsproblemer og vil have det hele livet.

LFBS notatet ” Sammenhængkraft – flere nye resultater for synshandicappede børn og unge” er et bidrag til en politisk beslutning om at organiseringen af arbejdet med synshandicappede børn og unge ændres. Læs hele notatet på www.lfbs.dk

LFBS håber at mange gode kræfter vil medvirke til at dette sker.