Af: Christina Kallan, redaktionsmedlem, mor til Gustav på 23 år,
som er svagsynet

Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 3, 2015

Norsk tale og danske undertekster.

Fine smukke billeder og et forholdsvis langsomt, roligt og nærværende tempo – i alt sin tristhed og kedsommelighed.

Hovedpersonen Ingrid er en ung kvinde, som for nylig er blevet ramt af en øjensygdom, der har gjort hende helt blind. I sin nye mørke verden er hun uvant, deprimeret, og kæmper for at acceptere. Hendes kæreste forsøger at få hende med ud af lejligheden, men forgæves.

I al sin ensomhed og kamp fantaserer hun og skriver om sin mand og to andre ensomme sjæle, der på forskellig vis mødes og danner relationer. Virkeligheden og fantasien smelter sammen.

Filmen er smuk og velspillet, men derefter er jeg nødt til at sige, at jeg irriteres over at skuespillerne der er blinde, ikke agerer som en svagtseende eller blind ville. En blindestok med kugle i enden løftes hele tiden rundt over underlaget, og mange scener, hvor Ingrid føler sig frem, foregår akavet med håndryggen og fingerspidserne. Begge dele virker og er urealistisk. Research og eller instruktion er flere steder utilstrækkelig i den retning.

På billedsiden har svagtseende en rimelig chance for at opleve med. filmen har et roligt, til tider kedsommeligt tempo. Der er ikke ret mange mørke indstillinger, og et utal af smukke nærbilleder. Den norske tale vil være en udfordring for nogle, og vil kræve at man kan følger underteksterne, eller at man har en oplæser. De mange spring mellem Ingrids virkelighed og hendes fantasi, var for mig langt hen i filmen svære at skelne, og lader mig tilbage med følelsen af at, filmen var rodet og uklar.

Filmen er ikke morsom, og den er egentlig heller ikke spændende, men den fortæller en svær og hård historie om en ung kvindes tab af synet, og den efterfølgende følelsesmæssige nedtur- og det gør den faktisk okay.