Af: Thomas Sonne Jensen, bestyrelsesmedlem
Oprindeligt bragt i Øjensynligt nr. 3, 2016

På Fyn har der længe været en del uro omkring det regionale kommunikationscenter, Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Odense. CKV var i 2015 direkte lukningstruet, fordi flere fynske kommuners side gav udtryk for, at man ønskede at hjemtage ydelserne. En historie, der tidligere har udspillet sig næsten identisk i Vejle og senest også er blevet en realitet i Bov.

CKV Odense blev reddet på målstregen, men i Middelfart valgte man imidlertid at opbygge sit eget kommunikationscenter i samarbejde med Fredericia Kommune – Hjælpemidler & Kommunikation Lillebælt; i første omgang primært henvendt til voksne med syns-, tale- og hørehandicaps. På et møde i Børne-, Kultur og Fritidsudvalget d. 14. april 2015 blev det besluttet, at man ville hjemtage børneområdet. Forslaget havde været i høring i det kommunale handicapråd, men udvalget havde valgt at overhøre de advarsler, som handicaprådet kom med.

For vores eget vedkommende blev vi først opmærksomme på denne beslutning i midten af oktober. Ikke fordi kommunen informerede os om det, men i stedet ved et tilfælde via vores netværk. Vi forsøgte at gøre de ansvarlige i kommunen opmærksomme på det uhensigtsmæssige i beslutningen. Desværre blev det kun til små bask i nettet. Beslutningen var truffet og vi var alt for sent ude.

Ny synskonsulent igen igen…

Da vores søn Gustav, der er blind, startede i førskole i en almindelig skole i marts 2015, overgik rollen som synskonsulent fra småbørnskonsulenten til skolekonsulenten. I forbindelse med Middelfart Kommunes hjemtagelse af børneydelserne startede vi pr. 1. januar 2016 med en ny synskonsulent endnu engang. Heldigvis var der tale om en synskonsulent, der tidligere havde arbejdet med børn og som var fagligt velkvalificeret. Formodentlig som følge af, at vi havde kritiseret kommunens manglende kommunikation omkring hjemtagelsen, var han hurtig til at besøge os for at få afstemt forventningerne. Så på trods af det den uheldige håndtering af hjemtagelsen, tydede det på, at vi kunne få en lykkelig afslutning.

Lykken blev dog kort. Allerede i midten af april kom der pludselig besked fra kommunen om, at samarbejdet med synskonsulenten var ophørt, og at man nu arbejdede på en ny løsning. Allerede ugen efter havde man fundet en midlertidig løsning. Der var indgået en aftale om at anvende én af børnekonsulenterne fra det nye Center for Specialundervisning af Unge og Voksne i Vejle (CSV). En løsning, vi ikke var udpræget begejstrede for, da dette så ville blive den tredje nye synskonsulent på lige omkring et år.

De kommende måneder brugte vi en del ressourcer på telefonisk dialog og mailkorrespondance med kommunen, hvor vi argumenterede for, at der kunne være god fornuft i at genoptage samarbejdet med CKV Odense i stedet for at starte et helt nyt op med CSV Vejle. Umiddelbart før sommerferien 2016 blev det endelig besluttet, at man nu ville genoptage samarbejdet med CKV. Dette betød, at vi fik den synskonsulent tilbage, som vi havde tilbage i slutningen af 2015 – i praksis kunne vi dog først begynde at trække på denne i august, når sommerferien var slut.

Frem og tilbage; der er næsten lige langt…

Afslutningen på sagen blev, at vi i praksis fik den løsning tilbage, som vi havde haft til og med 2015. Hjemtagelsen medførte imidlertid over et halvt år med forvirring hos både os personligt, men især hos skole, lærere og pædagoger. Man fandt fra kommunens side en midlertidig løsning, men ingen vidste, hvad den permanente løsning blev fremadrettet. Da vores behov for vejledning var i forhold til et langsigtet perspektiv omkring Gustavs indskoling, stod alle omkring os de facto uden vejledning i hele perioden fra medio april og indtil Gustav var startet i 1. klasse i august 2016.

Kigger man på beslutningsgrundlaget for hjemtagelsen, var argumentet primært en forventet besparelse på ca. DKK 500.000, da man vurderede at kunne imødekomme det antal synshandicappede børn, som CKV tidligere havde serviceret, via en halvtidsstilling.

Når man vælger at skifte et kommunikationscenter ud med én halvtidsstilling, rejser det imidlertid straks en række spørgsmål om, hvor robust den valgte løsning er. Har man f.eks. en handleplan for, hvad man gør i tilfælde af sygdom eller hvis samarbejdet med synskonsulenten pludselig ophører. Et andet relevant spørgsmål er, hvor mange børn i skolealderen, som synskonsulenten bør have kontakt med, for at kunne opsamle rutine og gode erfaringer nok, til at kunne give den bedst mulige vejledning til hvert enkelt barn.

Et sidste relevant spørgsmål kunne være, om man i Middelfart Kommune ville have truffet beslutningen om hjemtagelse igen, hvis vi kunne skrue tiden tilbage til april 2015?