Af Claus Sørensen, formand LFBS, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2017

Om ordningens formål
Læser du på en videregående uddannelse og har en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver dig meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage dig et erhvervsarbejde, kan du søge om at få et handicaptillæg ved siden af din SU. Du er formentlig ikke berettiget handicaptillæg, hvis du for eksempel kan arbejde 5-6 timer om ugen i studieperioder, herunder i weekender, eller fuldtid i 5-6 uger i årets ferier. Selvom du bruger længere tid på for eksempel lektielæsning og/eller opgaveløsning, giver det som udgangspunkt ikke ret til handicaptillæg. For at komme i betragtning til handicaptillægget, skal du opfylde de almene betingelser for at få SU. Det betyder, at du er omfattet af de samme regler som andre studerende, også for eksempel kravet om studieaktivitet.

For at få handicaptillæg skal du:

  • have en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som gør dig nærmest ude af stand til at påtage dig et studiejob
  • modtage SU eller slutlån
  • gå på en videregående uddannelse

For at være berettiget til handicaptillæg skal din lidelse medføre en betydelig funktionsnedsættelse. Det kan for eksempel være, hvis du er blind, har dissemineret sklerose eller er diagnosticeret med langvarig og tilbagevendende depression. Din lidelse skal være lægeligt dokumenteret, aktuel og kronisk.

Praksis
Det er ikke alle unge i Synsregisteret, der er berettiget til at modtage handicaptillægget på de videregående uddannelser. En stor andel af synshandicappede unge får afslag, da det vurderes at deres funktionsnedsættelse ikke er betydelig. Lønnet arbejde før eller under uddannelsen kan også være en hindring for at modtage handicaptillægget. Et studiejob på max 5 timer i ugen kan accepteres.

Hvis man har planer om at tage en videregående uddannelse og søge om handicaptillæg, skal man være varsom med lønnet arbejde. Dette gælder også før start på de videregående uddannelser, hvis man i et sabbatår får tilbudt 20 timers lønnet arbejde i ugen. Aktivering i forbindelse med kontakthjælp – F.eks. i ”snusepraktik” i den kommunale børnehave – vurderes ikke at være lønnet arbejde

Kilder
Styrelsen for institutioner og uddannelsesstøtte: http://www.su.dk/su/saerlig-stoette-til-foraeldre-handicappede-mv/handicaptillaeg/

Ankestyrelsens afgørelser: https://ast.dk/naevn/ankenaevnet-for-statens-uddannelsesstotteordninger/principielle-afgorelser