Mobning i barndommen gjorde Louise i tvivl om, hvordan man begår sig socialt, og hun er nu så bange for at stikke ud, at hun ofte nøjes med sit eget selskab.

Af Annette Haugaard, redaktør af Øjensynligt, bragt i blad nr. 2, 2019

Svaret er oftest nej tak, når nogen inviterer Louise på café, for hun frygter andres blikke og vurderinger mere end sin egen uønskede isolation. Reaktionen har rødder i barndommen, hvor en lærer mobbede Louise ved at tvinge hendes lysfølsomme øjne til at stirre direkte ind i sollyset i timerne. Siden har hun været i tvivl om, hvordan man begår sig blandt andre.

”Jeg gemmer mig væk, fordi jeg er usikker på, om det jeg gør, er godt nok. Kan jeg overhovedet stole på, hvad jeg ser, og er jeg alt for mærkelig i andres øjne? Jeg undgår helst sociale ting og bruger mange kræfter på at håndtere frygten for andres reaktioner.”

Udadvendt til indadvendt
I de første leveår anede Louise ikke, at hun var anderledes end andre.

”Jeg legede bare med alle og var en udadvendt og glad pige.”

Hendes forældre tillagde ikke de lysfølsomme øjne negativ værdi og valgte, at Louise skulle i almindelig børnehave og folkeskole. Her fik en ondsindet lærer hende dog til at ændre adfærd.

”Jeg blev pludselig indadvendt og turde ikke tale med folk. Jeg fik en oplevelse af, at især voksne og lærere var farlige, og at andre ikke ville mig det godt.”

Et skoleskift hjalp lidt, men det var først på efterskolen, at Louise for alvor prøvede at fungere godt socialt.

”Jeg var ked af det og ekstremt bange for at blive afvist, men fordi vi var tvunget til at være sammen på efterskolen, endte jeg med at kaste mig ud i det sociale og gå hen og snakke med folk.”

Socialt op og ned
Efterskoleåret blev godt, men i gymnasiet vendte frygten for at kunne begå sig tilbage, og den voksede, da hun kom i praktik på en arbejdsplads, hvor kollegerne gjorde hendes lysfølsomhed til et stort problem. Så gennem årene er Louises sociale kompetencer gået op og ned som en yoyo.

”Jeg ved godt, at man selv skal gøre noget for at få kontakt med andre, og alligevel glemmer jeg tit, at det heller ikke er en selvfølge for andre at have nogen at snakke med. Jeg tror, jeg er blevet skræmt.”

Louise har erkendt, at hun kæmper med en grundlæggende tvivl på sine sociale evner, som spænder ben i hverdagen.

”Når jeg ikke kan se, hvad der står på bussen på grund af lyset, spørger jeg chaufføren uden at forklare hvorfor. Men de bliver tit irriterede og siger, at det kan jeg jo se på skiltet. Det ville hjælpe at forklare årsagen til mit spørgsmål, men jeg føler ikke, at jeg har ret til at bruge mit synshandicap som forklaring.”

Identitetstvivl har sat sig
Louise er meget sammen med familien, kæresten og nogle få nære venner, men for tiden er hun jobsøgende og er meget alene.

”Min frygt for at være sammen med fremmede eller f.eks. gå på café er nok vokset. Jeg ved, at andre kan se mig, indtil jeg vænner mig til lyset, og så begynder tankerne om, at jeg måske står og ser dum ud. Så vil jeg hellere undgå det, men får også dårlig samvittighed over at sige nej til invitationer. Jeg ved godt, at jeg måske kunne være med, og alligevel er der noget, der bremser mig.”

Louise har søgt professionel hjælp, men det har endnu ikke hjulpet. Indimellem forbander hun læreren, der satte de negative sociale tanker i gang, men selve synshandicappet bebrejder hun ikke.

”Jeg ser det også som en stor gave, fordi det giver mig forståelse for andre. Jeg ved, at der altid gemmer sig en person inde bagved et anderledes ydre. Men jeg har fået et socialt problem, som egentlig ikke var der, da jeg var barn, og nu er jeg i tvivl om, hvad der skyldes mit syn, og hvad der mere er udtryk for, at jeg bare er i tvivl om mig selv og min identitet. Ligesom mange andre unge.”

Louise har ønsket at være anonym.