18-årige Anne-josephine blogger om at føle sig anderledes og begrænset af sit nedsatte syn. Det kræver så mange kræfter, fordi hun alligevel kaster sig ud i livet.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1 2020

“Nogle dage er bedre end andre”, ”Jeg har ikke mere energi” og ”Tusind gyldne tårer” er nogle af de ærlige sætninger, 18-årige Anna-josephine Hope Bransholm har delt offentligt på Instagram og Facebook under pseudonymet Med Mine Øjne. Hun lægger ikke skjul på, at det til tider er svært at være ung med et synshandicap, men hun vil også gerne bryde tabuer. Både andres og sine egne.

”Jeg har nok gået igennem en slags identitetskrise. Jeg har udfordringer med noget, der er mega let for andre. Jeg ved ikke, hvordan det er at se normalt, men hvis jeg sammenligner med mine seende venner, er jeg kommet frem til, at jeg begrænser mig selv. Det irriterer mig, for i princippet kunne jeg måske gøre noget mere,” siger hun.

Medlidenhed, nej tak
For øjeblikket går Anna-josephine på efterskole. Endda en af de største af slagsen i nordjyske Ranum med 400 elever. Det udfordrer hendes anderledes vilkår: at det er svært at orientere sig på ukendte områder, finde ro på et 6-personers værelse og begå sig i en ungdomskultur fyldt med subtile, sociale spilleregler.

”Jeg vil altid være anderledes, og der er ting, jeg ikke kan eller er usikker på. Men jeg er et meget socialt og åbent menneske og vil også gerne være som alle andre. Det kræver bare meget mere end andre måske er klar over, for jeg bliver hurtigere træt og skal bruge ekstra tid på en hel masse.”

Allerede før ankomsten til efterskolen gjorde Anna-josephine sig tanker om at præsentere sit synshandicap.

”Jeg stiller mig ikke bare op foran en stor forsamling og fortæller, hvem jeg er. Ikke fordi det er hemmeligt, men alle behøver jo ikke kende mit syn. Det bliver hurtigt lidt kedeligt at snakke om, og jeg hader medlidenhed, for andre kan hverken gøre for det eller noget ved det. Jeg endte med på forhånd at skrive om mit syn til min kontaktgruppe, og de tog sindssygt godt imod det.”

Usikker fest og flirt
Noget andet der fylder meget er fester.

”Jeg kan godt have det svært, fordi det kræver, at man kan have fuld tillid til andre. Jeg er usikker på mig selv, og på om jeg kan rumme det. Hvis ens bedste veninde har en dårlig dag, kan hun måske ikke hjælpe dig, og så er det hele pludselig ødelagt. Jeg vil jo ikke være til besvær. Det er lidt nederen, at man ikke bare kan tage af sted til fest og være ligeglad.”

Anna-josephines første elevfest på efterskolen endte da også med drinks alene ved et bord, så næste gang forberedte hun de andre på, hvordan
man er sammen med en synshandicappet ved at dele en video om emnet lavet af bloggeren Miss Blindspot.

”Så kom folk hen og var der. Jeg havde en fest! Men et par dage før mødte jeg en dreng, som sagde, at han glædede sig helt vildt til at se mig. Jeg vidste bare slet ikke, hvem han var, og det var for underligt at spørge om, når han nu kendte mig. Så jeg spillede med og aner ikke om vi sås til festen!”

Anna-josephine har tidligere haft fast kæreste, alligevel er flirt på efterskolen også lidt svært.

”Jeg smiler og blinker, men jeg lytter også til lyde og stemmer for at finde ud af, om nogen er interessante og interesserede. Jeg holder mig nok lidt tilbage, er usikker og bruger meget tid på at tænke over, om en eller anden er sød, og det går nogle gange så langsomt, at de pludselig er optaget af en anden!”

Fremtid med få forventninger
Selvom Anna-josephine tumler med, hvem hun er med sit synshandicap, er noget blevet lettere med alderen.

”Det er nemmere nu, hvor jeg kan fortælle folk, hvad det handler om og give udtryk for, hvordan jeg har det og føler. I børnehaven blev man bare drillet og holdt udenfor.”

Men fremtiden ser hun dystert på. Engang drømte hun om at blive skuespiller, frisør, makeupartist og læge, nu har hun ingen planer.

”De fleste blinde jeg kender er jurister, lærere eller IT-supporter, og det er ikke noget for mig. Jeg har lidt opgivet at forvente, at jeg engang kan komme i arbejde, for mange synshandicappede er førtidspensionister eller på kontanthjælp, selvom de knokler og har taget en uddannelse. Jeg er motiveret for at arbejde også som frivillig for at få et netværk, men hvis der kom en ønskefe og gav mig en ansættelse, ville jeg vælge at uddanne mig præcis til det.”

Næste år skal Anna-josephine alligevel i gang med en 3-årig HF.

”Det er for at få ekstra tid. Jeg er SÅ træt og troede, at jeg kunne slappe af på efterskolen, men det er ligeså hårdt som folkeskolen. Jo ældre man bliver, jo mere skal man også gøre selv, og det kræver energi.”

Flytte hjemmefra er til gengæld noget, Annajosephine glæder sig til.

”Jeg vil rigtig gerne bo tæt på mine forældre, for jeg ved ikke hvor meget støtte, man kan få til rengøring, indkøb og den slags. Jeg kommer nok altid til at være afhængig af nogen, en kæreste, venner eller forældre. Det er lidt nederen.”