Genbrugsbutikker med mærkelige, brugte toner satte 14-årige Jonas Torstensen i gang med det, han i dag bruger meget tid på. At formidle musik pakket ind i taktil kvalitet.

Af Annette Haugaard, redaktør Øjensynligt, bragt i blad nr. 1, 2019

Han er født blind, og sollys er det eneste, han kan se, men han hører og mærker ret nuanceret. Så trods sine 14 år og en hverdag i 8. klasse bruger Jonas Torstensen fra Odense sin interesse for musik i både det månedlige program ’Det vibrerende øre’ på onlineradioen Heartbeats, fritidsjobs som dj og eget pladeselskab, hvor han producerer noget så gammeldags som analog musik i små æsker.

”Jeg har nok været lidt et rebelsk barn, og jeg begyndte vel at samle på kassettebånd fra genbrugsbutikker, fordi det var grimt, upraktisk og noget andre smed ud. Det bragte mig ind i musikkulturen, og jeg blev forelsket i kassettebåndet som format, fordi det er fysisk og passer godt til, at jeg er glad for taktil kvalitet,” siger han.

Tidlige, filterløse lyde
Tonerne af Dansk Top og underlig, traditionel Balkanmusik var noget af det, der befandt sig på de kassettebånd, som Jonas allerede som 5 årig opstøvede i genbrugsbutikker. Det gjorde ham til samler af lyd og musik. Siden blev han interesseret i undergrundsmusik gennem de seneste 40-50 år, og i dag har han en bred musiksmag, han selv kalder grænsesøgende. For Jonas er ikke meget for snævre genrebetegnelser.

”Jeg har altid været typen, der graver mig ned i ting. Jeg fik tidligt helt filterløst enormt meget lyd ind i mine ører, og jeg har en kærlighed til eksperimenterende musik, som kan være avantgardistisk jazz, pop eller støjperformance. Det er bundet sammen af min kærlighed til det eksperimenterende, men det er en pointe, at det ikke er en fastlåst æstetik. Det er mere en følelse, en stemning eller nerve i musikken, jeg går efter at formidle.”

Fysisk, nørdet manifestation
Da Jonas for et par år siden besluttede at udgive musik, blev navnet på hans firma født ved en tilfældighed.
”Jeg tænkte jamen, det er jo et pladeselskab, så hvorfor ikke bare kalde det Pladeselskabet Pladeselvskab!”

Det ekstra v i det sidste ord sneg sig ind ved en fejl, da Jonas oprettede en side på Facebook. Kassettebånd som udgivelsesformat er derimod ikke en fejl.

”Det er genialt, fordi det er billigt at producere, og du kan gøre det hjemme i din stue. Der er ikke ret lang vej fra, at jeg hører noget fascinerende musik en ven har lavet, til at jeg kan sælge det i en pladebutik eller via Facebook. Hvis jeg udgav digital musik, ville det let drukne på internettet, og det er et mere visuelt format. Den fysiske udgivelse er en helt anden manifestation, som også er taktil.”

Coveret på Jonas’ kassettebånd er også altid gennemtænkt. Han har f.eks. selv tegnet det eller fået 0. klasses elever og sin søster til at hjælpe, ligesom papirvalget er vigtigt.

”Gud, hvor kan jeg bruge lang tid på at nørde, hvor tykt pap coveret skal laves på!”

Videre til nye miljøer
Selv tænker Jonas ikke så meget over, hvordan hans manglende syn spiller ind på musikinteressen, men det fyldte meget tidligere. I de yngste skoleklasser var det svært at være med i andres lege, og når han skulle på lejrskole på Synscenter Refsnæs, kunne han opfinde et maveonde for at blive fri.

”Som lille havde jeg svært ved at få tillid til voksne, jeg ikke havde mødt før. Det var vel en slags angst, selvom en 10 årig ikke bruger det ord, men bare har en stor, uforståelig frygt.”

Samværet med andre blinde og svagsynede børn og unge var en støtte i en del år, men i dag opsøger Jonas det sjældnere.

”Jeg har været nødt til at bevæge mig videre, fordi blindemiljøet både er smukt, men også lille og lukket. Gennem musikken har jeg mødt noget helt nyt og opdaget, at jeg kan bidrage og skabe mening ved at dokumentere smukke, sære ting inden for lyd og musik.”

Tilfældet må råde
Jonas har netop for første gang udgivet sin egen musik, men han ved endnu ikke, om han drømmer om at gøre musikformidling til en levevej.

”Musik er frem for alt et kærlighedsprojekt, som måske vil sætte mig i nogle magre livssituationer. Eller måske kører jeg træt i det, hvis det blev en fuldtidsbeskæftigelse.”

Foreløbig vier Jonas ikke fremtiden så mange tanker men håber, at tilfældigheder vil råde. Som de har gjort hidtil.

”Jeg har nok en håbløs tro på, at jeg bare skal flyde med og forholde mig til, hvad jeg gør nu og ikke om nogle år. Jeg vil lade tilfældighederne bringe mig på rette vej, for tid er jo et mærkeligt begreb. Når jeg hører mine egne dagbogsnotater for to år siden, kan jeg knap genkende mig selv.”