Hvilke mobiltelefoner kan bruges med et synshandicap?

Markedet for mobiltelefoner og smartphones vokser ekstremt meget, og det kan hurtigt blive uoverskueligt. Få et overblik over, hvilke muligheder man har som synshandicappet.

Af Søren Jensen, cool for the blind, bragt i Øjensynligt nr. 3, 2016

En mobiltelefon er vurderet som værende et “sædvanligt indbo.” Dette betyder, at det opfattes som en almindelig ting, og kan derfor ikke bevilges som et hjælpemiddel. Den eneste telefon, der kan bevilges som et hjælpemiddel, er Smart Vision.

Løsninger når man ikke kan se på skærmen
Touchskærme er kommet for at blive, men dette ændrer ikke det faktum, at touchskærme ikke er for alle mennesker. Næsten alle folk med normalt syn kan bruge en touchskærm. Når man skal bruge en skærmlæser på en mobiltelefon, kræver det nogle ekstra kommandoer, som skal udføres med nogle specielle bevægelser. Hvis man har problemer med finmotorikken i fingrene, så kan man have store problemer med at udføre disse bevægelser.

iPhones fordele:

  1. Styresystemet på iPhone er enkelt at bruge, og det fungerer ens, uanset hvilken model af iPhone man har. Derfor er det lettere at få hjælp fra andre hvis man får brug for dette.
  2. Alt hvad man har brug for ligger på telefonen og kræver ikke ekstra køb.
  3. Der er ikke så mange telefoner at vælge imellem, hvilket kan gøre det mere overskueligt.

iPhones ulemper:

  1. iPhone bruger et lukket styresystem som har begrænsninger, hvilket kan være et problem for nogle.
  2. Nogle af skærmlæserens bevægelser kan være svære at udføre.

iPhone har en skærmlæser kaldet Voiceover. Det er en indbygget funktion, som læser alt hvad der står på skærmen, til gavn for blinde eller ordblinde brugere.

iPhone fås i skrivende stund i tre forskellige modeller: Den lille model kaldet iPhone SE, mellemmodellen kaldet iPhone 7 og den store model kaldet iPhone 7 Plus. Disse tre modeller fås med forskellige mængder hukommelse. Se Apples hjemmeside eller diverse telefonselskaber for priser på de forskellige modeller. OBS: De nævnte telefoner er de nyeste modeller.

Man kan sagtens nøjes med iPhone S E til almindelig dagligdags brug, også hvis man bruger telefonen meget. Er man typen, som alligevel gerne vil have en bedre telefon, så har man muligheden for de andre modeller. De ældre modeller kan også sagtens bruges, hvis økonomien ikke lige er til de nye modeller. Bruger man punktskrift, så er iPhone i skrivende stund det eneste stabile og brugbare valg.

Android fordele

  1. Nogle bevægelser kan være lettere at udføre end på iPhone, og mange bevægelser kan ændres efter behov. Andre bevægelser kan være sværere end på iPhone, og det afhænger meget af telefonen hvilke bevægelser man har brug for.
  2. Styresystemet er åbent, så man kan gøre hvad man vil. Alt kan udskiftes efter ens behov.
  3. Nogle telefoner med Android kan fås utrolig billigt.
  4. Man kan købe mange forskellige stemmer som kan bruges sammen med skærmlæseren.
  5. Skærmlæseren bliver opdateret løbende og er ikke afhængig af opdateringer via styresystemet. Dette gør, at fejl bliver rettet og nye funktioner kommer mere regelmæssigt end på iPhone.

Android ulemper

  1. Systemet er åbent, hvilket de forskellige producenter af telefoner benytter sig af. De kan ændre på mange funktioner og endda også lave deres egen brugerflade. Dette har den kæmpe ulempe, at det kan ødelægge mulighederne for brug af skærmlæseren. Får man købt en forkert telefon, så kan man risikere at man får et produkt som ikke kan bruges.
  2. Det kan være svært at få hjælp, da Android fungerer forskelligt alt efter, hvilken telefon man har.
  3. Der findes ekstremt mange mobiltelefoner med Android, hvilket kan gøre det uoverskueligt ved køb af en mobiltelefon.
  4. Bruger man punktskrift, så fungerer det ikke optimalt på Android.

Googles styresystem Android kan man sagtens bruge som blind sammen med deres skærmlæser, kaldet Talkback. Dette kræver blot, at man køber den rigtige model af telefon, samt har Android version 4 eller nyere. Jeg vil anbefale Android version 5 eller nyere. Helst version 6 hvis muligt.

Har man mulighed for Android version 6, så får man Googles nye danske stemme, som efter min mening lyder rigtig flot. Man har også mulighed for at købe en masse andre danske stemmer, som kan bruges sammen med Talkback. Disse stemmer skal bruges, hvis man har Android 5 eller ældre, da der ikke ligger nogen dansk stemme på telefonen, med mindre man bruger Samsung.

Der er stor forskel på oplevelsen med Android, alt efter hvilken model af mobiltelefon man har. Vælger man en Nexus model eller en telefon direkte fra Google, så får man en telefon med den rene version af Android, altså sådan som Google ønsker Android skal være. Med andre ord: Man får noget, der fungerer. Vælger man derimod en anden producent, så risikerer man at producenten har ændret nogle ting i styresystemet. Det kan resultere i, at man enten får svært ved at bruge disse funktioner, eller slet ikke kan bruge dem sammen med Talkback.

Samsung har deres egen brugerflade, men de har ikke ændret på så mange ting i Android, så deres telefoner kan sagtens bruges sammen med Talkback. Samsung har endda lavet deres egne smarte funktioner som fx at trykke på hjemknappen for at besvare et opkald og mange andre brugbare funktioner. Samsung har også deres egen danske tale, hvilket er et ekstra plus.

Vælger man Android, så ser jeg Samsung og Nexus telefon som nogle gode muligheder.

Smart Vision fordele

  1. Telefonen har både touchskærm og store, tydelige følbare taster.
  2. Simpel brugerflade med udvidede stemmekommandoer.
  3. Den store model har et super godt GPS-system.
  4. Kan holde strøm længere end de fleste moderne smartphones.

Smart Vision ulemper

  1. Har ikke dansk ordbog, når man skriver sms.
  2. Har ikke mulighed for tilkobling af punktdisplays.

Smart Vision er i skrivende stund den eneste mobiltelefon, som er lavet som et hjælpemiddel, hvilket betyder at det er den eneste telefon som kan bevilges. Smart Vision kører også på Android, men det opdager den almindelige bruger ikke, da producenten har lavet deres egen brugerflade.

Smart Vision er lavet til både blinde og svagsynede, og er mest tiltænkt til personer, som enten ikke kan bruge en touchskærm, eller som ønsker et mere enkelt system. Telefonen har både fysiske knapper og en touchskærm, så man har begge muligheder.

Telefonen har både skærmlæser, forstørrelse samt muligheder for kontrast og farveindstillinger. Der er lagt vægt på udvidede stemmekommandoer for at gøre det lettere at bruge telefonen for folk, som ønsker at bruge telefonen på denne måde.

Smart Vision fås i to forskellige modeller: En lille udgave, og en udvidet udgave med et stort og super godt GPS-system.

Til svagsynede
Som svagsynede bruger man telefonen på samme måde som folk med normalt syn. Her er det individuelt, om man har brug for forstørrelse, omvendte farver osv. Det er skærmen, oplæsningen og kontrasterne der har den store betydning, og derfor er det meget vigtigt, at man prøver telefonen før et køb.

Både iPhone og Android telefoner kan tale og forstørre teksten. Nogle Samsung-telefoner kan forstørre mere end Googles telefoner og iPhone.

På alle nyere telefoner har man mulighed for hurtigt at slå skærmlæseren til og fra efter behov. Det er vigtigt, hvis man skifter mellem at bruge synet og få tekster læst højt.

Konklusion
Som du kan læse, så er der gode muligheder for at bruge en smartphone som synshandicappet. Jeg håber, denne artikel har gjort dig som læser klogere på, hvad der findes af muligheder på markedet.

Jeg vil anbefale, at du prøver telefonen inden et køb. Er det første gang du køber en smartphone, vil jeg anbefale dig, at du afprøver den sammen med en erfaren synshandicappet, som bruger systemet til dagligt.

LFBS
LFBS
Vores forenings formål er at give de bedst mulige undervisningsmæssige, sociale og medicinske forhold for blinde og svagsynede børn. Vi har fokus på de politiske tiltag, der har indflydelse på blinde og svagsynede børns hverdag og muligheder.